10. marts 2009

Martinsen byder Juul & Partnere velkommen

Pressemeddelse vedrørende fusion med Juul & Partnere

Det velkendte jyske revisionsfirma Martinsen indtager nu København, når de fusionerer med det københavnske firma Juul & Partnere 1. juli 2009. Det nye landsdækkende firma bliver Danmarks 9. største statsautoriserede revisionsfirma. Juul & Partnere skifter samtidigt navn til Martinsen. Det fusionerede firmas spidskompetence er rådgivning af ejerledede virksomheder.

”Vi har valgt at fusionere med Juul & Partnere for at blive repræsenteret i København. Tilstedeværelse i København er helt afgørende både finansielt og beslutningsmæssigt i forbindelse med for eksempel virksomhedshandler, og det er et stigende og vigtigt marked for os,” siger statsautoriseret revisor i Martinsen, Aage Brink Thomsen.

Martinsen er i dag solidt repræsenteret i det syd- og midtjyske i byerne Esbjerg, Grindsted, Kolding, Tørring, Varde, Vejen og Vejle og er det største medlemsfirma i Revisorgruppen Danmark.

Hos Juul & Partnere er fordelene ved fusionen lige så klare og optimistiske:

”Vi får nu adgang til den højeste ekspertise inden for de fagområder, der udgør vores kerneydelser og dermed sikrer det vore kunder en endnu bedre service og kvalitet i fremtiden,” siger statsautoriseret revisor Leif Tomasson.

Både Aage Brink Thomsen og Leif Tomasson peger på kompetencen indenfor rådgivning af ejerledede virksomheder som et fokusområde for det fælles firma. Et område, hvor firmaet ikke bare følger de traditionelle løsninger.

”Vi anbefaler ikke ”automatisk” en traditionel struktur med et holdingselskab og et driftsselskab, men søger at anbefale den løsning, som er optimal for ejerlederen. Det kan være en etablering via et skattetransparent selskab, som et kommanditselskab og et partnerselskab, hvor det vigtige er, at ejerlederen og hans virksomhed sambeskattes, samtidigt med at risikoen for ejerlederen bliver begrænset,” siger Leif Tomasson og Aage Brink Thomsen.
 
Martinsen får ved fusionen næsten 200 medarbejdere, heraf 23 statsautoriserede revisorer.

”Et af målene med fusionen er at skabe en attraktiv arbejdsplads for både nuværende og kommende medarbejdere på tværs af Danmark. Vi har hele tiden vores revisorer under uddannelse, og fortsat vækst, trivsel og udvikling er en integreret del af vores strategi”, siger Aage Brink Thomsen, der for at optimere integrationen får kontor i både Varde og i København.

For yderligere information, kontakt venligst:

Aage Brink Thomsen, statsautoriseret revisor i Martinsen, på telefon 75 22 15 77 eller mail abt@remove-memartinsen.dk

Leif Tomasson, statsautoriseret revisor i Juul & Partnere, på telefon 35 25 07 89 eller mail lt@remove-mejuulrevision.dk

Faglig viden

Formidling af ferieboliger

16. maj 2012

Hvordan skal momsen afregnes?

Publikationer

Personalegoder 2012

27. marts 2012

Ny publikation, der gennemgår reglerne for personalegoder ydet til medarbejderne i 2012

Modtag gratis Martinsen's nyhedsbrev per e-mail.